Sygepleje-kandidaten i Emdrup fortsætter i regi af Roskilde Universitet

Kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup har afventet sin endelige skæbne, siden fakultetet indstillede den til lukning i november 2021 som en konsekvens af den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. Nu har medarbejdere og studerende fået vished om, hvad fremtiden bringer: Den 1. februar 2023 overdrages uddannelsen til Roskilde Universitet.

Billede af undervisning
Medarbejdere og studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje på campus Emdrup har nu fået endelig besked om, at de pr. 1. februar 2023 hhv. arbejder og studerer på RUC i stedet for på AU. Foto: Lars Kruse / AU Foto

Baggrund for overdragelse af kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup fra AU til RUC

  • Regeringen pålagde med den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark” Aarhus Universitet at udflytte eller reducere 5-10 procent af studiepladserne i Aarhus og København.
  • Health indstillede i november 2021 kandidatuddannelsen i sygepleje på campus Emdrup til lukning. Det var fakultetets bidrag til AU’s samlede indstilling til institutionsplanen, som var det konkrete resultat af den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”.
  • I forhandlingerne mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet og universiteterne kom det frem, at Roskilde Universitet ønskede at overtage kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup.
  • 16 medarbejdere fra Institut for Folkesundhed (fastansatte og eksterne lektorer) overdrages sammen med cirka 170 nuværende studerende på uddannelsen til RUC pr. 1. februar 2023.
  • Overdragelsen af medarbejderne fra AU til RUC sker i henhold til principperne i virksomhedsoverdragelsesloven. Det betyder bl.a., at RUC overtager arbejdsgiverforpligtelsen over for de Health-medarbejdere, hvis ansættelsesforhold overdrages.
  • Medarbejderne overdrages fra AU til RUC med deres nuværende rettigheder, herunder løn- og ansættelsesvilkår, anciennitet, overenskomster, tilgodehavende ferie og særlig ferie m.v.
  • Kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup har et årligt optag på ca. 75 studerende fordelt på linjerne Advanced Practice Nursing og Nursing Science.
  • Alle studerende optaget af AU på campus Emdrup kan færdiggøre deres uddannelse på den studieordning, de følger på nuværende tidspunkt, og hovedprincippet i aftalen er, at ingen studerende må stilles ringere ved overdragelsen til RUC.
  • Kandidatuddannelsen i sygepleje på campus Aarhus er ikke berørt af overdragelsen og fortsætter som hidtil.

Kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup overdrages til Roskilde Universitet (RUC) pr. 1. februar 2023. Det har været undervejs et stykke tid, og nu har uddannelses- og forskningsministeren – i absolut sidste øjeblik før udskrivelse af folketingsvalget – godkendt aftalen om overdragelse af kandidatuddannelsen i sygepleje fra AU til RUC uden bemærkninger. Godkendelsen er betinget af, at RUC modtager en positiv institutionsakkreditering fra ministeriet før den 1. februar 2023, men det forventes at være en formsag.

”Vi er glade for, at RUC vil overtage kandidatuddannelsen i sygepleje, så det er muligt at bevare en relevant og samfundsnyttig uddannelse, som både studerende og aftagere er glade for. Nu ser vi frem til i samarbejde med kollegerne på RUC at overdrage uddannelsen bedst muligt, så den bliver videreført med samme høje faglige niveau,” siger prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach.

Ministerens underskrift på aftalen mellem AU og RUC betyder, at Health ikke længere optager studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup i AU-regi, og at 16 medarbejdere fra Institut for Folkesundhed sammen med de nuværende cirka 170 studerende på uddannelsen overdrages fra AU til RUC pr. 1. februar 2023. De berørte medarbejdere og studerende fik besked i går, mandag den 10. oktober 2022.

Det var vigtigt med en afklaring
”Selvom nyheden om overdragelsen ikke er nogen let besked at modtage for de berørte medarbejdere, så er jeg glad for, at de nu har fået en afklaring. Noget konkret at forholde sig til. Det kom ikke som en overraskelse for dem. Men det har været svært at være i limbo så længe, og jeg er imponeret over, hvordan medarbejderne har håndteret det hele,” siger institutleder Ole Bækgaard fra Institut for Folkesundhed, som huser uddannelsen lidt endnu, og fortsætter:

”Det er mit indtryk, at RUC næsten ikke kan vente med at tage imod vores medarbejdere og få startet uddannelsen op i Roskilde. Allerede før aftalen var godkendt i ministeriet, inviterede RUC os, både ledelse og medarbejdere, på kaffe, og det ved jeg, at medarbejderne var glade for.” 

Overdragelsen sikrer uændrede studie- og ansættelsesvilkår
Af aftalen fremgår det, at RUC viderefører den eksisterende uddannelse uændret, og at medarbejdernes ansættelser overdrages på uændrede vilkår. Det betyder, at studieordningen videreføres 1:1, uanset om vi taler uddannelsens indhold, kompetenceprofil og/eller maksimal studietid, og at RUC overtager arbejdsgiverforpligtelsen over for de Health-medarbejdere, hvis ansættelsesforhold overdrages til RUC.

”Vi er glade for, at den aftale, vi har indgået med RUC, som nu er godkendt af ministeren, varetager både vores medarbejderes og vores studerendes interesser. Det har været et kardinalpunkt for os i hele forløbet, at alle skulle behandles ordentligt, og jeg ønsker de medarbejdere og studerende, vi nu skal tage afsked med på Health, alt det bedste i deres nye rammer på RUC,” siger prodekan Lise Wogensen Bach.


Kontakt

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk

Institutleder Ole Bækgaard
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 60 20 26 74
Mail: obn@ph.au.dk