Sygepleje-kandidaten i Emdrup flytter til Roskilde Universitet

Kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup har afventet sin endelige skæbne, siden fakultetet indstillede den til lukning i november 2021 som en konsekvens af den politiske aftale ”Flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark”. Nu har medarbejdere og studerende fået vished om, hvad fremtiden bringer: Den 1. februar 2023 overdrages uddannelsen til Roskilde Universitet.

Undervisning i auditorium
Medarbejdere og studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje på campus Emdrup har nu fået endelig besked om, at de pr. 1. februar 2023 hhv. arbejder og studerer på RUC i stedet for på AU. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup overdrages til Roskilde Universitet (RUC) pr. 1. februar 2023. Det har været undervejs et stykke tid, og nu har uddannelses- og forskningsministeren – i absolut sidste øjeblik før udskrivelse af folketingsvalget – godkendt aftalen om overdragelse af kandidatuddannelsen i sygepleje fra AU til RUC uden bemærkninger. Godkendelsen er betinget af, at RUC modtager en positiv institutionsakkreditering fra ministeriet før den 1. februar 2023, men det forventes at være en formsag.

Ministerens underskrift på aftalen mellem AU og RUC betyder, at Health ikke længere optager studerende på kandidatuddannelsen i sygepleje i Emdrup i AU-regi, og at 16 medarbejdere fra Institut for Folkesundhed sammen med de nuværende cirka 170 studerende på uddannelsen overdrages fra AU til RUC pr. 1. februar 2023. De berørte medarbejdere og studerende fik besked i går, mandag den 10. oktober 2022.

Roskilde Universitet har nøje overvejet den bedst mulige placering af uddannelsen - herunder hvordan uddannelsen bedst kan stilles til rådighed for uddannelsessøgende og for arbejdspladser i Østdanmark. Og der er nu truffet beslutning om, at uddannelsen placeres i Roskilde, tæt på hospitalet og på togforbindelser til såvel Region Hovedstaden som Region Sjælland.


Kontakt

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Mobil: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk