”Vi skal tale forskning i folkesundhed op og turde sætte dagsorden”

Professor Vivi Schlünssen er ny viceinstitutleder for forskning og talent på Institut for Folkesundhed. Her fortæller hun, hvorfor hun er topmotiveret for at gå ind i ledelsesarbejdet, og hvorfor hun – i et vist omfang - er villig til at tilsidesætte sin egen forskning for at være med til at sætte retning og skabe bedre rammer for sine forskerkolleger.

Vivi Schluensen
Vivi Schlünssen overtog posten som viceinstitutleder for forskning og talent fra professor Kim Overvad den 1. november 2023. Foto: Simon Byrial Fischel, AU Health.

Det vidste du (måske) ikke om Vivi Schlünssen

Det faglige:

Det private:

  • Er gift med Henrik Kolstad, der er læge og klinisk lærestolsprofessor på Aarhus Universitetshospital, Arbejdsmedicin.
  • Prioriterer børn, børnebørn og vandreture højt.
  • Er født i 1965.

Det finurlige:

  • Er god til at klatre i træer og beskærer gerne det 12 meter høje kastanjetræ i haven til naboers og forbipasserendes store bestyrtelse.
  • Baristakaffe og latté-art er spildt på Vivi Schlünssen – sort termokandekaffe i rigelige mængder er helt i top.
  • Har tidligere dyrket karate på højt niveau og engang brækket håndleddet ved at slå en modstander i maven under en kamp. Der skete heldigvis ikke noget med maven.

”Jeg har mistet stemmen,” skrev Vivi Schlünssen i en mail mindre end en halv time før, vi skulle mødes til interview. Men selv om stemmen indimellem svigtede, var budskaberne klare fra Institut for Folkesundheds nye viceinstitutleder. Vivi Schlünssen glæder sig til sin nye rolle på instituttet, og hun har store ambitioner for både forskningen og talentarbejdet.

Vivi Schlünssen er professor i arbejds- og miljømedicinsk epidemiologi, og hun er optaget af, hvordan vores miljø og arbejdsmiljø påvirker sundhed og sygdom i befolkningen.

”Jeg har særligt fokus på luftvejssygdomme som astma og KOL, og så undersøger jeg, hvordan forældres og bedsteforældres livsstil og arbejde påvirker helbredet hos deres børn og børnebørn,” fortæller Vivi Schlünssen, som senest har publiceret et studie, der viste, at rygende teenagedrenge risikerer at påvirke deres fremtidige børns gener

Rammerne om forskningen er en mærkesag

Vivi Schlünssen har en masse på hjerte, når hun bliver spurgt om, hvorfor hun gerne vil være viceinstitutleder for forskning og talent – der er nemlig ikke kun én god grund til at gå ind i strategi- og ledelsesarbejdet.

”Siden jeg startede mit ph.d.-studium i 1997, har rammerne omkring forskningen bevæget sig fra afgrænsede og primært nationale forskningsprojekter med danske samarbejdspartnere til internationale og interdisciplinære forskningsprojekter med adskillige forskergrupper fra mange lande og med vidt forskellige akademiske baggrunde og spidskompetencer. Det er en spændende udvikling, og jeg er ikke i tvivl om, at det er vejen frem, hvis vi vil bidrage til at forbedre folkesundheden nationalt og globalt,” siger hun og fortsætter:

”Men den nye virkelighed stiller særlige og større krav til rammerne for forskningen, og dem er jeg meget motiveret for at bidrage til at optimere. Vi skal skabe endnu mere professionelle hjælpefunktioner omkring forskningens kerneopgave, og det gælder især støtte til fondsansøgninger, økonomisupport og administrativ- og juridisk bistand. Opgaver og funktioner, som tidligere har ligget uden for instituttet, men som i stigende grad skal håndteres lokalt.”

Vi skal gøre plads til de skæve idéer

Ifølge Vivi Schlünssen er instituttets brede og vildtvoksende forskningsprofil både en styrke og en udfordring. Hun mener derfor, at det er nødvendigt at instituttets mission og vision sætter en fælles retning, som alle medarbejdere på instituttet kender og navigerer efter; så alle i fællesskab bedriver forskning og uddannelse, som matcher de krav og forventninger, der er til bl.a. sundhedssektoren, kommunerne og andre institutioner, der arbejder med folkesundhed i bred forstand.

”Vi skal have det klare fælles mål, at vi sammen vil øge folkesundheden nationalt og globalt. Samtidig skal vi understøtte en kultur, hvor der er plads til de store og skæve ideer, som potentielt kan skabe nybrud i den måde, vi tænker og bedriver forskning i folkesundhed på. Det betyder, at instituttets gode arbejde med initiativer, hvor vi giver hinanden konstruktiv kritik skal fortsætte og intensiveres. Vi skal have en åben og tryg kultur, hvor vi hjælper og udfordrer hinanden, så vi bliver dygtigere forskere med større succesrater i konkurrencen om eksterne fondsmidler,” siger hun og uddyber:

”For at kunne tiltrække og fastholde de største forskertalenter skal vi desuden gøre plads til familie og fritidsliv for vores medarbejdere samtidig med, at vi sætter barren højt. Det kan vi godt, for det er som udgangspunkt en styrke og ikke en svaghed, at arbejde ikke er det vigtigste i livet. Og balance mellem arbejde og privatliv prioriteres højt af unge, ressourcestærke forskerspirer.”

”Der er så mange vanvittigt dygtige forskere på vores institut, og folkesundhedssagen er så vigtig. Forskning i folkesundhed har nok i virkeligheden aldrig været vigtigere, end den er lige nu. Så jeg vil gerne være med til at sikre, at vi som forskere får de bedst mulige rammer for at bedrive den forskning, som vi er gode til og brænder for. Som viceinstitutleder vil jeg gøre mit til, at vi fremover arbejder endnu mere sammen og understøtter hinanden på tværs af fagligheder. Jeg er overbevist om, at vi kan blive endnu bedre, end vi allerede er,” siger hun.

Og den nytiltrådte viceinstitutleder ved allerede, hvad hun skal kaste sig over som det første.

”Vi er i gang med et spændende og vigtigt projekt om forskningsevaluering både på fakultets- og institutniveau. Indtil videre har institutleder Ole Bækgaard stået i spidsen for processen her hos os, og jeg glæder mig til at træde ind i processen og deltage i projektet på ledelsesniveau,” fortæller Vivi Schlünssen.

Jeg vil fortsat være forskningsaktiv

”At jeg påtager mig rollen som viceinstitutleder er, om ikke en gave, så i hvert fald en god mulighed for de yngre forskerkolleger i min forskningsgruppe. De får nu mere ansvar, fordi de skal overtage nogle af mine funktioner. Der er dygtige forskere godt på vej, så det hele er i gode hænder,” svarer Vivi Schlünssen på spørgsmålet om, hvad den nye rolle som viceinstitutleder kommer til at betyde for hendes egen forskning.

”Det er klart, at der er noget med ressourcer og tid. Men jeg håber – måske lidt naivt – faktisk, at min nye rolle også kan få en positiv indflydelse på min egen forskning. Jeg har jo også personligt potentiale til at samarbejde mere og præstere bedre, hvis eller når rammerne om forskningen bliver optimeret. Jeg har ikke umiddelbart planer om at skrue ned eller sætte min egen forskerkarriere på pause, mens jeg er viceinstitutleder, men jeg er også helt afklaret med, at rollen som viceinstitutleder har fortrinsret – i al fald de næste tre år, ” erkender hun.

Der skal være en mening med galskaben

Vivi Schlünssen finder glæde i at samarbejde med dygtige mennesker om et fælles formål.

”Som viceinstitutleder vil jeg gerne være tydelig og turde sætte retning og træffe beslutninger. Men ikke uden at være lydhør og åben over for andres meninger. Min dør er altid åben, siger hun og tilføjer:

”Jeg håber, at jeg kommer til at gøre en forskel; at jeg bliver en ressource. Jeg vil ikke være en viceinstitutleder, som bare stikker opgaver ud, som ingen finder meningsfulde. Når man skal lave strategier og rammer, kan man let komme til at producere papirtigre. Det er nok i virkeligheden min eneste frygt ved at gå ind i ledelsesarbejdet. Jeg vil nødig pålægge mine kolleger ekstra administrative byrder, som ikke umiddelbart giver mening.”

”Instituttet har meget at byde på i forskningssamarbejdet med de fire andre institutter på Health. Det er derfor dybt meningsfuldt at repræsentere instituttet i fakultetets forskningsforum og rådgive prodekanen for forskning og talent i forbindelse med tværgående tiltag på fakultetet, når vi får ansat en efterfølger efter Hans Erik Bøtker. Vi har også meget at bidrage med på AU, også mere end nationale fonde, patientorganisationer og andre forskningsmiljøer nok er klar over. Derfor glæder jeg mig til at repræsentere instituttet i forskningsmæssige sammenhænge både på og uden for universitetets gule mure,” slutter Vivi Schlünssen.  

Kontakt

Viceinstitutleder, professor og læge Vivi Schlünssen
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 28 99 24 99
Mail: vs@ph.au.dk