Professor i sygepleje undersøger folks møde med sundhedsvæsenet

Niels Buus er ny professor i sygepleje på Aarhus Universitet. Her undersøger han bl.a. de måder, hvorpå sundhedsvæsenet møder og 'håndterer' borgere og deres pårørende.

Niels Buus tiltrådte sit professorat i sygepleje på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed den 1. juli 2023. Foto: Kristian H. Buus.

Professor Niels Buus fra Institut for Folkesundhed arbejder primært inden for mental sundhed og psykiatri, hvor han studerer familie-terapeutiske interventioner og fx undersøger, hvilken kommunikation, der bedst åbner og understøtter gode og konstruktive samtaler for og med familier. I forlængelse heraf har han udviklet nye modeller til at støtte og uddanne det sundhedsfaglige personale i psykiatrien, ligesom han har studeret supervisionspraksis blandt samme faggruppe.

Niels Buus arbejder desuden med brugerinddragelse og tilstræber, at brugere af sundhedsydelser får mest mulig indflydelse på forskning og undervisning. Målet er at reducere traditionelle hierarkier og demokratisere viden.

”Jeg tror næsten, at dem, der har haft størst gavn af min forskning, er mine studerende. Det har altid været vigtigt for mig at bringe forskningsresultater ind i undervisningen, og jeg er en del af flere forskningsnetværk, som sigter mod at bringe bruger-stemmer ind i undervisningen – ikke kun som "show and tell", men også som partnerskaber, der kan skabe nye syn på og holdninger til borgere og deres familier,” siger Niels Buus.

Niels Buus er født i Tres Arroyos i Argentinas Buenos Aires-region i 1970 og har tidligere været professor ved University of Sydney og Monash University i Melbourne.

Kontakt

Professor, sygeplejerske og ph.d. Niels Buus
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Mobil: 28 14 15 17
Mail: niels.buus@ph.au.dk