Netværk supplerer årsmøde med workshop om fondsansøgninger

Når Det kardiovaskulære netværk på Health holder årsmøde den 4. oktober 2023, lancerer det samtidig et nyt initiativ, som skal styrke arbejdet med at søge ekstern finansiering til forskning i hjerte-kar-sygdom. Såvel årsmøde som workshop er gratis og åbent for alle med interesse for hjertesygdom i bred forstand.

Det kardiovaskulære netværk på Health tæller lige nu 250 medlemmer, 167 mænd og 83 kvinder, og der er plads til flere. Netværket opfordrer derfor alle med interesse for hjerteforskning til at tage med til årsmødet og få et indblik i såvel den nyeste forskning som mulighederne for samarbejde og sparring. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
Det kardiovaskulære netværk på Health tæller lige nu 250 medlemmer, 167 mænd og 83 kvinder, og der er plads til flere. Netværket opfordrer derfor alle med interesse for hjerteforskning til at tage med til årsmødet og få et indblik i såvel den nyeste forskning som mulighederne for samarbejde og sparring. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding. Foto: Simon Byrial Fischel, AU Health

Onsdag den 4. oktober 2023 er en vigtig dato for alle, der arbejder inden for det kardiovaskulære og -metaboliske område, og – på lidt længere sigt – også for den halve million danskere godt og vel, der lever med en hjerte-kar-sygdom. Her samler Det kardiovaskulære netværk nemlig nogle af de dygtigste forskere inden for feltet til faglige oplæg, videndeling og sparring på tværs af organisationer, fagligheder, nationaliteter og anciennitet.

Overvægt, motion og forskelle mellem køn er på dagsordenen

Årsmødet har denne gang fokus på, hvordan overvægt og fysisk aktivitet påvirker risikoen for hhv. at udvikle og overleve hjerte-kar-sygdom. På programmet er også et oplæg om kønsforskelle i kardiometaboliske sygdomme som fx diabetes, svær overvægt og netop hjerte-kar-sygdomme. De to keynote speakers er professor Ylva Hellsten fra Københavns Universitet og professor Naveed Sattar fra Glasgow University.

”Vi har fået stablet et bredt og aktuelt program på benene, som jeg tror, mange af vores kolleger både på og uden for universitetet og universitetshospitalet vil synes er relevant. Så jeg håber, at vi kan samle en masse mennesker til årsmødet – jo flere des bedre,” siger Morten Schmidt fra Institut for Klinisk Medicin, som er næstformand i styregruppen for Det kardiovaskulære netværk.

Hver femte dansker dør af en hjerte-kar-sygdom

”Forekomsten af nogle typer af hjertesygdom, som fx blodprop i hjertet, har været støt faldende over årtier, men hvert år rammes over 50.000 danskere stadig af en hjerte-kar-sygdom, og hver femte dansker dør af en hjerte-kar-sygdom. Det er tal til eftertanke, og det er vores håb, at netværket og medlemmernes tværfaglige samarbejde kan spille en vigtig rolle i kampen mod hjerte-kar-sygdom; at vi kan løfte hele det kardiovaskulære område på AU og AUH,” siger Morten Schmidt og fortsætter:

”Det er ikke nogen hemmelighed, at en af de store udfordringer forbundet med forskning er at hente eksterne midler hjem. Så nu gør vi en ekstra indsats for at hjælpe netværkets medlemmer med den del. Det er formålet med vores nye workshop om fondsansøgninger, som vi skyder i gang samme dag, som vi holder årsmøde.”

Ny workshop skal føre til bedre fondsansøgninger

Den såkaldte Grant Workshop er et arrangement, hvor seniorforskere og repræsentanter for fondene giver mindre erfarne forskere gode råd og sparring på konkrete fondssansøgninger til udvalgte virkemidler, herunder bl.a. Novo Nordisk Fondens Hallas-Møller-program og ERC-Consolidator-programmet under European Research Council.  

Den første del af workshoppen, som er åben for alle, afholdes samme dag som netværkets årsmøde, så deltagerne kan rive en enkelt dag ud af kalenderen og få begge arrangementer med. Derefter får deltagere fra den første del af workshoppen mulighed for at indsende en ansøgning, hvorefter udvalgte deltagere går videre til den anden del af workshoppen, hvor et review-panel giver feedback på deltagernes ansøgninger. Det foregår den 8. november 2023.

”Vi får blandt andre besøg af hjertelæge Rasmus Borgquist fra Novo Nordisk Fonden. Han holder en keynote på workshoppen, og han har også tilmeldt sig årsmødet samme dag for at få indsigt i den kardiovaskulære forskning på AU og AUH,” fortæller professor Christian Aalkjær fra Institut for Biomedicin. Han er en af initiativtagerne til workshoppen og medlem af netværkets styregruppe.

”I netværket vil vi generelt gerne facilitere samarbejde mellem klinikere og grundforskere, og lige nu er det især muligheden for at søge ekstern finansiering i fællesskab, der optager os og vores medlemmer. Der ligger et stort uudnyttet potentiale her, tror jeg. Jeg håber, folk vil tage imod tilbuddet, og så glæder jeg mig til at se, hvordan det går. Om det er den vej, vi skal gå fremover og måske endda udbygge tilbuddet,” siger Christian Aalkjær.  


Workshoppen: Tid, sted og tilmelding

Se det fulde program på Det kardiovaskulære netværks hjemmeside (på engelsk).


Årsmødet: Tid, sted og tilmelding

Se det fulde program, som også indeholder posterpræsentationer og en afsluttende reception, på Det kardiovaskulære netværks hjemmeside (på engelsk).


Mere om Det kardiovaskulære netværk

Læs mere om netværket på Det kardiovaskulære netværks hjemmeside (på engelsk) og i artiklerne herunder:

Læs også artiklen ”Opsøg tilfældet i de nye faglige forskningsnetværk”, hvori tidligere prodekan for forskning Hans Erik Bøtker opfordrer alle Health-forskere til at deltage aktivt i et eller to af Healths forskningsnetværk.


Kontakt

Netværkskoordinator Anja P. Einholm Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – Fakultetssekretariatet Mobil: 93 50 84 08 Mail: ape@au.dk