Health-institut og Aarhus Kommune etablerer udviklingscenter

Institut for Folkesundhed indgår et nyt forskningssamarbejde med Aarhus Kommune. Samarbejdet, som udmønter sig i Udviklingscenter for Sundhedskompetence, giver instituttets forskere adgang til konkrete cases og indsigt i den sundhedsfaglige praksis i kommunen.

Et nyt forskningssamarbejde mellem Institut for Folkesundhed og Aarhus Kommune skal bl.a. øge borgernes muligheder for at få udbytte af kommunens sundhedstilbud. Foto: Melissa B. Kirkeby Yildirim, AU Foto

Fakta om Udviklingscenter for Sundhedskompetence

  • Samarbejdet om Udviklingscenter for Sundhedskompetence løber foreløbigt to år.
  • I september 2026 evaluerer parterne samarbejdet og træffer beslutning om forankring og evt. videre samarbejde.
  • Aarhus Kommune investerer to millioner kroner i projektet.
  • Institut for Folkesundhed har opnået en forskningsbevilling på en halv million kroner til det nye forskningssamarbejde og bidrager primært med forskningstimer.
  • Den daglige drift i udviklingscentret varetages af en programleder fra kommunen og en forskningsleder fra instituttet.

Sundhed og sygdom er skævt fordelt i Danmark, og uligheden i danskernes sundhed kommer bl.a. til udtryk ved, at nogle grupper af borgere kan forvente at leve kortere og blive mere syge end gennemsnittet. Derfor etablerer Aarhus Kommune og Institut for Folkesundhed nu Udviklingscenter for Sundhedskompetence – et center, der skal undersøge forskellige typer af udfordringer, som borgere og pårørende oplever i deres møde med sundhedsvæsnet.

Det fortæller professor og konstitueret institutleder Helle Terkildsen Maindal fra Institut for Folkesundhed. Hun er en af initiativtagerne til projektet.

”Vi vil sammen med Aarhus Kommune undersøge betydningen af at anvende sundhedskompetence som tilgang. Det betyder blandt andet, at vi, med udgangspunkt i vores forskning og viden om metoder og tilgange, klæder kommunens sundhedsfaglige medarbejdere på til at hjælpe borgerne på deres vej ind i og gennem sundhedsvæsnet samtidig med, at vi får adgang til konkrete cases, som er yderst relevante for vores forskning,” siger Helle Terkildsen Maindal og uddyber:

”Det kan blandt andet handle om, at Aarhus Kommune skal tilpasse sine sundhedstilbud, så borgerne oplever nem adgang, forstår hvad tilbuddet går ud på og kan handle på det – uanset uddannelsesbaggrund, socialt netværk, digitale kompetencer og så videre. Det er et vigtigt element til systematisk at håndtere den stigende ulighed i sundhed.”

Alle borgere skal have gavn af sundhedsvæsenet

Målet med det nye udviklingscenter er at øge borgernes muligheder for at få udbytte af kommunens tilbud og at gøre det lettere for flere borgere at forstå og navigere i de eksisterende tilbud. Det kan helt lavpraktisk handle om alt fra vejvisning og påmindelser om en aftale hos lægen til forbedret informationsmateriale og kompetenceudvikling af sundhedsfaglige medarbejdere.

”Aarhus Kommune tilbyder en række gratis sundhedsforløb om sundere vaner, bedre trivsel, rygestop og meget mere til alle aarhusianere. Det samme gør mange foreninger og fritidstilbud i byen. Så når kommunen gerne vil samarbejde med os om sundhedskompetence, er det ikke fordi, der mangler tilbud. Det handler nok snarere om at tilbuddene når ud til flere, og at der bliver mere lighed i, hvem der opnår udbytte af dem,” siger Helle Terkildsen Maindal.

Kontakt

Konstitueret institutleder Helle Terkildsen Maindal
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 25 46 23 20
Mail: htm@ph.au.dk