Enkemand kørte til Skejby for at donere million til Parkinsonforskning

Da 87-årige John Rasmussen besluttede at følge op på et løfte, han havde givet sin døende kone, kørte han til Aarhus Universitetshospital for at finde forskere, der kunne bruge hans donation til Parkinsonforskning.

Det skulle gå ordentligt til, da John Rasmussen overrakte penge til Parkinsonforskning. Så John, der for længe siden havde taget et skiltemalerkursus, malede selv en stor check til anledningen. Foto: Tonny Foghmar, AUH

Det var ikke en helt almindelig henvendelse, da 87-årige John Rasmussen i foråret dukkede op på neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

I stedet for at ringe eller skrive en mail havde han kørt derud i sin egen bil, fundet vej gennem hospitalets gange og præsenteret sig med et konkret ønske.

Han ville gerne i kontakt med forskere, der arbejdede med Parkinsons sygdom, fordi han havde nogle penge, han gerne ville donere til forskning.

”Når man har afgivet et løfte, så tænkte jeg, at nu må det her bringes i orden,” forklarer John Rasmussen.

Løftet havde han givet sin kone Kirsten, før hun døde af Parkinson i november 2024.

Sammen havde de besluttet, at deres opsparing skulle gå til forskning, så fremtidens patienter kunne få bedre behandlingsmuligheder.  

”Vi har pengene – og ingen arvinger”

Baggrunden for Johns besøg var en beslutning, som han og Kirsten havde truffet sammen i de sidste måneder af hendes liv.

”I forbindelse med Kirstens sygdom talte vi om økonomi. Jeg sagde til hende: ”Ved du hvad, vi har en million kroner, der står i Djurslands Bank”. Og så sagde Kirsten: ”Synes du ikke, vi skal give den til Parkinson-forskning,” fortæller John.

”Kirsten var godt klar over, hvor det bar hen. Det gik lige så stille ned ad bakke. Det kunne hun godt mærke.”

Parret havde været gift i 64 år, da Kirsten døde i november 2024. De mødte hinanden i Danske Vandrelaug i 1955 og blev gift i 1960.

Ni års kamp mod sygdommen

Kirsten Rasmussen arbejdede som lægesekretær på øjenafdelingen på Aarhus Kommunehospital i 42 år. Hun genkendte selv symptomerne på Parkinson tidligt, men blev afvist første gang, hun henvendte sig til lægen, der ifølge John sagde; ”Nej, du har i hvert fald ikke Parkinson”.

Året efter gik hun igen til lægen og blev denne gang henvist til en specialist i Risskov, der hurtigt diagnosticerede hende med sygdommen.

”Han kunne se det, da vi kom ind ad døren på den måde, hun gik på,” siger John Rasmussen.

Fra 2015 og frem til 2023 fik Kirsten medicinsk behandling mod sygdommen, og det gik godt i lang tid.

”Til at begynde med cyklede hun til fysioterapeut. Så kunne hun pludselig ikke gå mere, så jeg måtte køre hende derned, og til sidst måtte fysioterapeuten komme hjem til os,” fortæller John.

Et løfte om at dø i hjemmet

Selv om sygdommen hurtigt blev værre, lovede John sin kone, at han ville passe hende til det sidste.

”Hun ville ikke på plejehjem, og det lovede jeg hende, og det løfte holdt jeg,” siger John.

De sidste måneder var hårde for den 87-årige mand, der passede sin kone døgnet rundt.

”Vi havde fået en hospitalsseng ind i soveværelset. Hver nat skulle vi op – jeg skulle op og tisse, og hun skulle også op og tisse, så det var et cirkus. Til sidst var det som at løfte en tung sæk kartofler. Jeg havde ikke kræfterne til det til sidst.”

Alligevel holdt John sit løfte. Kirsten døde hjemme i huset i november 2024.

Fra Parkinsonforening til universitetet

Efter Kirstens død ville John følge op på sit løfte. Først ringede han til Parkinsonforeningen i København.

”De sagde, at de gerne ville have pengene, fordi de stod foran et større byggeri. Jeg sagde, at jeg gerne ville have, at pengene gik til forskning. ”Nå”, sagde hun så, og så blev vi enige om at stoppe samtalen”, fortæller John.

I stedet kørte han selv ud til Aarhus Universitetshospital.

”Jeg gik ind og spurgte i modtagelsen: ”Hvor er Parkinson-afdelingen?”. Så går jeg hen ad gangen og ind til kontoret og siger: ”Jeg vil gerne donere til jeres afdeling heroppe”. Det var de vildt begejstrede for.”

Legat skal bære Kirstens navn

Personalet på afdelingen kunne dog ikke umiddelbart hjælpe John, men de fik hans kontaktoplysninger og lovede at sende dem videre.

Kort efter ringede professor Per Borghammer, der er leder af PACE – Parkinson-forskningscenter, finansieret blandt andet af en stor bevilling fra Lundbeckfonden.

”Vi havde en indledende snak og aftalte hurtigt, at det ville være bedre, hvis jeg kom og besøgte ham i hans hjem,” fortæller Per Borghammer.

Under hjemmebesøget talte de to sammen i to timer om Kirsten, om parrets liv sammen og om motivationen bag donationen.

”Det påvirkede mig meget. Og han græder jo flere gange under vores snak, hvilket er helt forståeligt. Der er ingen tvivl om, at de var soulmates. De havde været gift i over 60 år,” fortæller Per Borghammer.

Efter at have lyttet til Johns historie kom professoren med et forslag til, hvordan pengene bedst kunne bruges.

I et forskningscenter med et budget på flere hundrede millioner kroner kunne en million let forsvinde i driften.

”Jeg tænkte længe over, hvordan vi kunne bruge en million kroner på en måde, der giver mest muligt mening, men jeg foreslog at oprette et legat til talentfulde Parkinsonforskere, og det var John helt med på,” fortæller Per Borghammer.

John havde dog ét krav. Det skulle kun stå i Kirstens navn.

”Det skal være ren Kirsten. Det er dejligt, at pengene bliver brugt til et legat, som Kirsten kan blive husket for lang tid fremover,” siger han.

Håb for fremtidens patienter

For professor og centerleder Per Borghammer er Johns donation anderledes end de store fondsbevillinger.

”Den oplevelse med John er selvfølgelig anderledes, fordi den er mere personlig. Det med at komme ud og sidde i hans køkken og drikke kaffe og se et billede af Kirsten og høre hele hans personlige historie,” siger han.

PACE-centeret, der har modtaget over 300 millioner kroner fra Lundbeckfonden, forsker i Parkinson og andre sygdomme i samme kategori og sigter mod at udvikle behandlinger, der kan bremse eller stoppe sygdommens udvikling.

”Hvis pengene kan være med til, at nogle af fremtidens patienter får det nemmere med den her sygdom, så er det målet,” siger Per Borghammer.

John Rasmussen savner stadig sin kone hver dag. Men han finder en trøst i, at han og Kirsten med donationen kan være med til at hjælpe andre.

Og selv om det er forskerne, der skal fordele legatet, har han også selv planer om at følge det til dørs.

”Jeg vil gerne være med, når legatet skal deles ud. Det betyder meget at se, at pengene går til at hjælpe forskningen på vej – og at Kirstens navn lever videre,” siger John.

 

Kontakt

Klinisk professor og leder Per Borghammer
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin - PACE - Lundbeck Foundation Parkinson's Disease Research Center
Telefon: 78459001
Mail: borghammer@clin.au.dk