Samarbejde med Rwanda er en fantastisk mulighed – men hvem betaler?

Det sundhedsvidenskabelige fakultet har indgået samarbejdsaftale med tre universiteter i Rwanda. Det giver spændende muligheder for forskningsprojekter, men hvordan kommer vi i gang uden penge?

"To sider af samme sag": En klumme i Inside Health

To sider af samme sag giver forperson for Akademisk Råd Søren Dinesen Østergaard et indblik i de debatter, der fylder i rådet.

Klummen tager fat på emner, hvor rådsmedlemmerne har forskellige synspunkter – ofte spørgsmål, der også skaber diskussion i fagmiljøerne på The Faculty of Health Sciences. 

På mødet i Akademisk Råd d. 18/6 2026 blev tankerne bag og planerne for fakultetets samarbejdsaftale med University of Rwanda, University of Global Health Equity og Institut d’Enseignement Supérieur de Ruhengeri fremlagt. 

Filial i Kigali

Aftalen åbner for meget spændende muligheder for samarbejde om forskning og undervisning – særligt på global health området. 

Professor Per Kallestrup, der har et langvarigt samarbejde med forskere fra Rwanda, står i spidsen for at etablere et hovedkvarter for samarbejdet i hovedstaden Kigali. 

Fakultetet får således fysisk tilstedeværelse i Rwanda – der er handling bag ordene i aftalen. 

Og dog…

Medlemmerne af Akademisk Råd ser særdeles positivt på initiativet, men stiller spørgsmålstegn ved finansieringen. 

Det virker rimeligt at antage, at både offentlige og private fonde, på lidt længere sigt, vil være indstillede på at støtte forskningssamarbejde med Rwanda. 

Det vil dog formentlig kræve, at der forinden er etableret et samarbejde, ideelt set nogle pilotprojekter, der viser levedygtighed. Den slags er ikke gratis. 

Blot en returbillet til Kigali koster ca. 7000-9000 kroner. De fleste forskere har ikke den slags frie midler i skuffen. Aktuelt har fakultetet ikke allokeret midler til at støtte opstart af samarbejde. 

Akademisk Råd appellerer til, at det overvejes.

 

Kontakt

Professor og rådsleder Søren Dinesen Østergaard
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin
Akademisk Råd
sdo@clin.au.dk
Tlf: 61282753