Nu kender vi konsekvenserne af sektordimensioneringen på Health

Fra september 2025 optager vi kun 82 bachelorstuderende i alt på uddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab på Health. Det er resultatet af den politisk besluttede sektordimensionering, som alle fakulteter er blevet pålagt at implementere.

Helle Terkildsen Maindal, Anne-Mette Hvas, Lise Wogensen Bach
Konstitueret institutleder Helle Terkildsen Maindal, dekan Anne-Mette Hvas og prodekan Lise Wogensen Bach har nu orienteret medarbejdere og studerende om det kommende reducerede bacheloroptag på to uddannelser og et nyt, fælles studiemiljø. Foto: Lars Kruse, AU Foto og Simon Fischel, AU Health

Det bliver på uddannelserne i idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab, at antallet af optagne akademiske bachelorer skal reduceres, når Health skal udmønte den pålagte sektordimensionering.

Folkesundhedsvidenskab og idrætsvidenskab er fortsat kerneuddannelser på Health

På et møde sidst i oktober 2024, hvor udmøntning af sektordimensioneringen var på dagsordenen, besluttede fakultetsledelsen på Health at bibeholde bacheloruddannelserne i folkesundhedsvidenskab og idrætsvidenskab. Ingen uddannelser skal altså lukke.

Optaget på de to bacheloruddannelser bliver reduceret til samlet 82 pladser som konsekvens af sektordimensioneringen, og pladserne bliver fordelt, så idrætsvidenskab får 48 pladser (to hold), og folkesundhedsvidenskab får 34 pladser (ét hold).

”Vi bibeholder begge uddannelser, fordi de er særdeles samfundsrelevante og uddanner kandidater af høj kvalitet; uddannelserne er godt evalueret i Aarhus Universitets kvalitetssikringssystem, aftagerpanelerne kommer med positive tilbagemeldinger, og andelen af ledige dimittender er faldet,” siger dekan Anne-Mette Hvas.

Hun pointerer, at de to uddannelser samlet set bidrager med kompetencer, der udvikler og understøtter befolkningens sundhed og trivsel på både individ- og populationsniveau, ligesom begge uddannelser understøtter Healths ønske om at uddanne kandidater, der bidrager til fakultetets mission ”Bedre sundhed for alle”.

Vi etablerer et fælles studiemiljø

Fakultetsledelsen har i samme ombæring besluttet at skabe et fælles studiemiljø for de to uddannelser på Dalgas Avenue, hvor idrætsvidenskab i forvejen holder til.

”To af vores uddannelser bliver desværre væsentligt reduceret som konsekvens af sektordimensioneringen. Vi arbejder derfor med at etablere et større fælles miljø for studerende og undervisere på idrætsvidenskab og folkesundhedsvidenskab. Det gælder fagligt såvel som socialt,” siger konstitueret institutleder Helle Terkildsen Maindal og uddyber:

”Vi er glade for, at fakultetsledelsen har truffet beslutning om det forslag, vi bød ind med fra instituttets side, som også omfattede et ønske om en fælles campus. Vi ser et stort potentiale i et samlet studiemiljø på Dalgas Avenue og vil gøre vores bedste for – i samarbejde med både medarbejdere og studerende – at få det til at lykkes så godt som muligt for alle.

Dialogen er i gang

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach står i spidsen for Healths uddannelser. Og hun orienterede – samtidig med, at medarbejderne fik besked – de studerende om reduktionen i bacheloroptaget og etableringen af det nye, fælles studiemiljø på Dalgas Avenue.

”De studerende mødte talstærkt op til det informationsmøde, vi netop har afholdt. Det vidner om stort engagement og, forståeligt nok, også om stor bekymring og usikkerhed. De studerende på folkesundhedsvidenskab har ved første øjekast svært ved at se en fordel i at rykke ud af Universitetsparken, og det forstår jeg godt,” siger Lise Wogensen Bach og understreger:

”Vi er klar over, at der venter os en stor opgave med at skabe et fagligt og socialt velfungerende studiemiljø på Dalgas Avenue. Vi tager de studerendes bekymringer alvorligt og vil gøre os umage med at inddrage dem i den kommende proces. For selvfølgelig skal de berørte medarbejdere og studerende have indflydelse på både processen og de fysiske rammer. Vi vil strække os langt for at sikre, at det her bliver en god løsning for alle parter.”

Beslutningen er truffet på baggrund af grundigt forarbejde

Forud for den endelige beslutning om at reducere i optaget af akademiske bachelorer på uddannelserne i folkesundhedsvidenskab og idrætsvidenskab og etablere et fælles fagligt og socialt miljø for medarbejdere og studerende er gået en proces, hvor bl.a. samarbejdsorganisationen har været involveret.

”Vi har i fakultetsledelsen ikke taget let på denne beslutning, som får konsekvenser både for studerende og medarbejdere på Institut for Folkesundhed. Den er baseret på et grundigt og gennemtænkt forarbejde, som primært er lavet på instituttet,” siger dekan Anne-Mette Hvas og fortsætter:

”Kandidatreformen rammer ét af vores institutter hårdt, og der venter en stor opgave for medarbejdere og ledelse på Institut for Folkesundhed med at implementere sektordimensioneringen – og senere med at omlægge kandidatuddannelserne. Ikke desto mindre vil jeg gerne minde om, at vi alle er en del af ét samlet fakultet, og vi vil derfor som fakultet støtte instituttet i det videre arbejde.”

Kontakt

Dekan Anne-Mette Hvas
Aarhus Universitet, Health
Mail: dean.health@au.dk

Konstitueret institutleder Helle Terkildsen Maindal
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Telefon: 25 46 23 20
Mail: htm@ph.au.dk

Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Health
Telefon: 25 48 85 22
Mail: lwb@au.dk

Læs mere i artiklerne ”Vi kender konsekvenserne af sektordimensioneringen sidst i oktober” og ”Kandidatreformen rammer særligt ét af Healths institutter”.