Klinikker fra Lemvig til Aarhus står i kø for at uddanne fremtidens læger
Almen medicin fylder mere i den nye studieordning, og de praktiserende læger i hele regionen står klar til at tage imod de medicinstuderende.
Fakta: Ny studieordning fra efteråret 2026
- Almen medicin, psykiatri og lighed i sundhed fylder mere i medicinuddannelsen.
- Medicinstuderende kommer i almen praksis allerede på 1. semester af kandidaten
- Som noget nyt skal alle medicinstuderende til eksamen i almen medicin i løbet af uddannelsen.
- 61 praksisser fra hele Region Midtjylland har meldt sig som tutorlægepraksis.
Den nye studieordning, der træder i kraft efter sommerferien, giver almen medicin en større rolle på medicinuddannelsen.
Og nu viser de praktiserende læger, at de er klar til at løfte opgaven.
Fra efteråret 2026 skal medicinstuderende på kandidatuddannelsen tidligere ud i almen praksis. Det kræver flere tutorlæger, og opbakningen fra læger i hele Region Midtjylland har været større end forventet.
61 praksisser fra hele Region Midtjylland har meldt sig som tutorlægepraksis. Fra Aarhus midtby til Lemvig, fra Randers til Horsens, fra Silkeborg til Herning.
”Vi har været rundt i hele regionen for at fortælle om den nye studieordning og behovet for tutorlæger, og overalt har vi mødt stor interesse. Det er tydeligt, at de praktiserende læger gerne vil være med til at forme deres kommende kolleger,” siger Kaj Sparle Christensen, professor i almen medicin ved Institut for Folkesundhed.
Han har sammen med læge og professor ved Institut for Folkesundhed Bo Christensen stået i spidsen for arbejdet med at rekruttere tutorlæger i hele regionen.
Almen medicin fra 7. semester
Med den nye studieordning får de medicinstuderende deres første møde med almen praksis allerede på 1. semester af kandidatuddannelsen.
I et fire dages ophold skal de følge arbejdet i klinikken, lige fra receptionen og laboratoriet til konsultationerne, og gennemføre deres første selvstændige patientkonsultation.
At så mange praktiserende læger vil investere tid og energi i at uddanne den næste generation af læger viser et stærkt fagligt fællesskab på tværs af universitet og praksis.
Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse, Faculty of Health Sciences
Ændringen er en del af en større omlægning af uddannelsen, hvor almen medicin, psykiatri og lighed i sundhed fylder mere end tidligere.
Uddannelsen afsluttes nu også med en eksamen i almen medicin for alle studerende.
Opbakning til ny retning
For prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach er den store interesse fra de praktiserende læger et vigtigt signal.
”Jeg er glad for og taknemmelig over den opbakning, vi har mødt fra almen praksis. At så mange praktiserende læger vil investere tid og energi i at uddanne den næste generation af læger viser et stærkt fagligt fællesskab på tværs af universitet og praksis,” siger hun.
Lise Wogensen Bach ser opbakningen som en bekræftelse af den retning, fakultetet har valgt med den nye studieordning.
”Vi har styrket almen medicin i uddannelsen, fordi det er der, en stor del af fremtidens sundhedsopgaver skal løses. Når de praktiserende læger tager så godt imod vores studerende, giver det de bedste betingelser for, at de unge læger får øjnene op for det arbejde, der foregår i praksis og forhåbentlig også får lyst til selv at arbejde der en dag.”
Kandidatuddannelsen i medicin med den nye studieordning starter i efteråret 2026.
Kontakt
Prodekan for uddannelse Lise Wogensen Bach
Aarhus Universitet, Faculty of Health Sciences
Mail: lwb@au.dk
Telefon: 25 48 85 22