Hvad nytter det egentlig at udfylde APV?

Vi har spurgt en ansat på Institut for Biomedicin – lektor Tove Christensen – om hun har kunnet mærke nogle af de tiltag, der er sat i værk efter den seneste arbejdspladsvurdering i 2022. Hun fremhæver 3 ting.

Foto: Simon Byrial Fischel/ AU Health

Nu skal vi snart til det igen.

I 2025 lander et spørgeskema i mailboksen hos alle medarbejdere på Health.

Arbejdspladsvurderingen (APV) handler om trivsel - både når det gælder de fysiske rammer og det psykiske arbejdsmiljø. Den psykiske del af APV’en er 100% anonym, men de lokale ledelser reagerer selvfølgelig på mønstre og problematikker, som undersøgelsen viser.

På Institut for Biomedicin blev en række indsatser sat i gang efter seneste APV i 2022. Det er tiltag, som skal styrke det psykiske arbejdsmiljø, og vi har spurgt en ansat på instituttet, om indsatserne kan mærkes.

”Ja,” siger Tove Christensen.

Indsatser på Institut for Biomedicin, der understøtter en hverdag, hvor ingen oplever krænkende tale og adfærd:

  • Emnet er inddraget i forskningsgruppeledernes MUS-samtaler med institutleder og viceinstitutledere startende i 2023.
  • Ansatte opfordres til at deltage i universitetets lederkurser for forskningsgruppeledere.
  • Der er afholdt seminar om kommunikation for alle ansatte på Biomedicin.
  • Instituttet klæder nye MUS-ledere på ift. vigtige HR-procedurer, regler og retningslinjer.
  • Der gøres løbende opmærksom på AU’s whistleblowerordning om krænkende adfærd.
  • Instituttet har øget fokus på onboarding med særligt fokus på nye internationale grupper – bl.a. med skræddersyede introprogrammer til nye internationale gruppeledere.

Kaffe, kage og museumsbesøg

Hun er lektor og forsker i multipel sklerose. Hun er gruppeleder, kursusleder for faget immunologi og mikrobiologi og teamleder for underviserne på faget. Derudover er hun kursusleder for alle bachelorprojekterne.

Sidst, men ikke mindst, har Tove Christensen været ansat på instituttet i over 25 år. Hun ved, at det er vigtigt med fællesskabsfølelsen på en arbejdsplads. At det giver et stærkt positivt drive, hvis man føler, man hører til og arbejder mod det samme mål.

Derfor synes hun også, det er fornuftigt, at forskningsgrupper kan søge instituttet om støtte til arrangementer med et fagligt og socialt sigte.

”I min gruppe har vi bl.a. haft en fælles eftermiddag på Stenomuseet. Vi fik kaffe, kage og et foredrag om Jens Chr. Skou, og det behøver faktisk ikke være større end det. Ikke alle har været på museet, især ikke de udenlandske medlemmer af gruppen. Det er en del af den danske videnskabshistorie, og det giver et tilhørsforhold at bruge tid sammen på den måde,” siger hun.

”Når instituttet støtter sociale arrangementer, er det omsorg for medarbejderne i den brede forstand, at man føler, man bliver set. Det viser, at der er opmærksomhed på udfordringerne i at være på en konkurrencepræget arbejdsplads.”

Tove Christensen pointerer, at den enkelte også har et ansvar for at blive en del af fællesskabet.

”En arbejdsplads med mange mennesker har tit et stort flow af folk, der starter og stopper. Hvis der ikke er en rammesætning om, at der bliver gjort noget på tværs, så interagerer man primært med dem, man kender. Derfor er det fint, at man kan melde sig ind i fakultetets forskningsnetværk eller komme til symposier - det er medvirkende til fællesskabsfølelsen,” siger hun.

Indsatser på Institut for Biomedicin, der fokuserer på bedre balance mellem tid og opgaver – og mindre stress:

  • Instituttet har fået en e-mailpolitik, som fx præciserer, hvornår man forventes at svare på e-mails.
  • Der er fokus på retningslinjerne i AU’s stressfolder.
  • Øget fokus på ledelse af junior-VIP, bl.a. gennem MUS-samtalerne og systematisk opfordring til 3-måneders samtaler.

Gruppesamtaler giver stof til eftertanke

Et andet tiltag, som Tove Christensen er glad for, er GRUS - gruppesamtaler for lektorer. Her har fokus bl.a. været, hvordan man som gruppeleder kan guide de yngre medarbejdere i forhold til drømme og karriereønsker.

”Jeg fik en påmindelse om, at man som gruppeleder har et ansvar for at få de yngre medarbejderes ambitioner italesat. Det er noget, jeg tænker endnu mere over i det daglige nu – at give realistiske bud på, hvad der skal til, hvis de har et ønske om at fortsætte på instituttet. At facilitere gennem mine kontakter, hvis de har udlængsel.”

Men GRUS handlede også om gruppelederens ansvar for sig selv.

”Der var et indlæg om motivation og inspiration, og det var super – at få øjnene op for mekanismer i ens måde at håndtere arbejdet på. Jeg blev inspireret,” siger Tove Christensen.

”Omsorgen i, at mødet blev holdt, og det konkrete der blev sagt – begge dele betød noget.”

Indsatser på Institut for Biomedicin, der øger fællesskabsfølelsen og oplevelsen af at have fælles mål:

  • Instituttet uddeler priser med fokus på andet end faglighed.
  • Instituttet har introduceret GRUS (gruppeudviklingssamtaler) for lektorer.
  • Det er fortsat muligt at ansøge om støtte til well-being-arrangementer med fagligt og socialt formål to gange årligt.
  • Language buddy-ordningen - hvor kolleger træner sprog sammen - fortsætter.

Skal jeg svare på en mail om aftenen?

Et sidste indsatsområde, som Tove Christensen bifalder, er tydelighed. Om alt fra mailkultur til personlige relationer. 

”Det er præciseret, at vi som medarbejdere ikke forventes at svare på mails, der bliver udsendt i weekender og om natten. Det har virkelig været et stresspunkt for mig tidligere. Vi arbejder også i weekenderne, men det betyder meget for mig personligt, at man har konkretiseret den mailpolitik,” fortæller hun.

”Tydelighed er vigtigt. Det er også virkelig fint, at man har præciseret, at det ikke er hensigtsmæssigt med intime relationer mellem ledere og ansatte – hverken i forhold til gruppedynamikken eller magtrelationen.”

Kontakt:

Lektor Tove Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 87 16 78 43
Mail: tchr@biomed.au.dk

Arbejdsmiljøleder, lektor Birgitte Mønster Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 93 52 17 38
Mail: bmc@biomed.au.dk

Institutleder Thomas G. Jensen
Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin
Telefon: 27 78 28 05
Mail: thomas@biomed.au.dk