Forunderlig, fantastisk og fascinerende: Hjernen er i fokus på MatchPoints 2022
Du kan blive meget klogere på hjernen, når Health til maj for første gang er arrangør af den årlige MatchPoints-konference. Under temaet ”vores fascinerende hjerne” sætter danske og internationale forskere spotlight på vores supercomputer. På talerlisten er også flere af Healths førende hjerne-forskere.
Den har over 85 milliarder neuroner. Er hjemsted for vores bevidsthed, tanker og sprog. Er grunden, at vi kan bevæge arme og ben og føle glæde, sorg og frygt – og til, at vi bevæges over kunst og musik. Hjernen er vores forunderlige og fantastiske supercomputer, og den kommer under den helt store lup på MatchPoints-konferencen i maj. På programmet er to dages akademisk konference i Søauditorierne og et folkeligt arrangement på Moesgaard Museum. Konferenceprogrammet foregår på engelsk, og tilmelding er åben for alle, der beskæftiger sig med eller er interesseret i hjernen.
MatchPoints er universitetets årligt tilbagevendende konference. Hvert år skifter både tema og arrangør. I år er Health for første gang arrangør, og professor Troels Staehelin Jensen fra Institut for Klinisk Medicin er konferencens faglige leder. Han glæder sig over, at forskere fra alle universitetets fem fakulteter er repræsenteret på konferencen, og ikke mindst over at Aarhus Universitet tager teten i forhold til at sætte fokus på hjernen:
”Hjernen er fascinerende, fordi den er os. Uden hjernen var der hverken fortid, nutid eller fremtid. Hjernen er en computer med uendelige muligheder, som hele tiden ændrer sig og skaber nye forbindelser. Men hjernen er også et følsomt organ, som kan beskadiges. Jo bedre vi forstår den komplicerede hjerne, jo bedre bliver vi også til at behandle og forebygge sygdomme i hjernen,” siger han.
Hjernen fra alle vinkler
Oplever vi alle smerter på samme måde? Hvad sker der i hjernen, når vi får en depression? Og hvordan taler de 85 milliarder neuroner egentligt sammen? Det er nogle af de spørgsmål, oplægsholderne på MatchPoints vil forsøge at belyse. Blandt rækken af medvirkende forskere fra Health er professor Per Borghammer fra Institut for Klinisk Medicin. Han skal blandt andet være ordstyrer på en workshop om de nyeste skanningsteknikker, der er afgørende for at forstå den raske hjerne, fortæller han:
”Vi kan lære om hjernens sygdomme ved at analysere vævsprøver fra afdøde. Men det er yderst sjældent muligt at få en prøve af levende hjernevæv. Netop derfor er detaljerede hjerneskanninger helt afgørende for vores forskning i neurologiske lidelser, og de kan bidrage til at udvikle behandlingsmuligheder for patienter med eksempelvis Alzheimers eller Parkinsons. Workshoppen vil give et indblik i de mest moderne hjerneskanningstyper, der anvendes i dag, og hvor afgørende de er for fremtidens forskning og behandlingsmuligheder.”
I panelet på workshoppen sidder professorerne Leif Østergaard og David Brooks fra Institut for Klinisk Medicin samt professor Pradeep J. Nathan fra University of Cambridge.
Av min hjerne!
Hjernen er også kroppens smertecenter. Det er her fra advarselssignalerne sendes ud, når vi kommer til skade. Smerter er hjernens signal til, at vi skal få benene på nakken og komme væk fra smertekilden. Hver gang vi slår os alvorligt eller træder på en legoklods i børneværelset, lagres det som et minde i nervesystemet, og det minde styrer, hvordan vi reagerer på en lignende situation en anden gang. Jo bedre vi forstår, hvordan hjernen behandler og reagerer på smerte, desto bedre kan vi blive til at behandle for eksempel kroniske smerter.
Netop den nyeste smertebehandling fortæller professor Nanna B. Finnerup fra Klinisk Medicin mere om på workshoppen ’Neuoplasticity in the Brain’. Her er professor Troels Staehelin Jensen ordstyrer, og med i panelet sidder også professorerne Irene Tracey fra University of Oxford og Thomas Graven-Nielsen fra Aalborg Universitet.
Ud over workshops og keynote-præsentationer byder konferencen også på to aftenarrangementer, hvor temaet om hjernen bliver sat i spil på nye måder. Fredag indleder professor Richard Morris middagen med et oplæg om hukommelse, og bagefter spiller psykologisk manipulator Jan Hellesøe alle et puds under teamet ”Memory and Magic”. Torsdag aften giver Peter Vuust Trio og Cæcilie Nordby hjernecellerne noget godt at lytte til, når de sammen spiller jazz til middagen på restaurant Herman i Tivoli Friheden.
Om MatchPoints-konferencen 5.-7. maj 2022
5.-6. maj: Akademisk konference ”Our Fascinating Brain” i Søauditorierne.
Se hele programmet og tilmeld dig her
7. maj: Folkeligt arrangement ”Hjernen gennem 100.000 år” på Moesgaard Museum.
Hjerneforsker og TV-vært Peter Lund Madsen guider publikum gennem dagen, der byder på aktiviteter for både børn og voksne i form af foredrag, samtaler, workshops, leg, udstillinger, musikalske indslag, mad og drikke.
Tilmelding via folkeuniversitetet. Læs mere om ”Hjernen gennem 100.000 år” og tilmeld dig her
Fakta MatchPoints
Siden 2007 har Aarhus Universitet hvert år afholdt MatchPoints – en akademisk konference med en udadvendt profil. Formålet med MatchPoints er at skabe dialog mellem Aarhus Universitet og det omgivende samfund om emner af bred samfundsinteresse. Det er kendetegnende for MatchPoints, at oplægsholderne er nogle af de mest velanskrevne navne inden for emnet.